Man skal lige minde sig selv om, det ikke er en Riserva man har fat i, både når man ser den, lugter den til og smager den, for den er mørk i farven, dufter mindre “en-strenget” end mange “friske-men-syrerige” chiantier og har en (for typen) imponerende lang eftersmag.
Den er ganske enkelt uhyggeligt vellavet og god på alle måder. Det ER en “normale” - man oplever ikke samme kompleksitet som i de “store” toscanere, men det er vel heller ikke meningen. Som en Chianti Classico gør den sit job helt perfekt. Hverken mere eller mindre.

Det er lidt svært at beskrive præcis hvorfor den bare er pissegod, for den gør ikke noget, der ikke er smagt før. Den gør til gengæld det hele, og uden unoder overhovedet. Den friske, liflige Sangiovese-smag jeg godt kan savne friskheden af i “moderne” (læs: overmodne) chiantier står helt tydeligt her - men bliver i kirsebær uden at blive til hindbær. Håber den sætning giver mening for læseren. Der er en tydelig syre, der bærer smagen hele vejen igennem den imponerende lange eftersmag og sørger for, at der ikke går lakrids i den, men at man lang tid efter har syrlige kirsebær i smagsløgene istedet. Netop denne egenskab synes jeg er en sjældenhed blandt toscanere der gerne vil smage af mere end pizzavin til en 50′er. Nam nam.

I paradis koster denne vin 50 kroner og drikkes til hverdag. Sådan er virkeligheden ikke, og det nærmeste jeg kender til er San Felice’s Chianti Classico til ca. 70 i Føtex. Men Fonterutolis er bedre.
Uden tvivl vil jeg købe nogle flere  - især når venner og familie skal forklares, hvorfor jeg er så vild med Chianti. På alle måder en dejlig vin, og jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvordan den smager om et års tid.

Vurdering: 110 kroner. (Skrevet med en bitterhed over at man nok skal herop for så god en Chianti)
Betalt: 15 euro.
Købt hos: En delikatessebiks på gågaden i Flensborg.

Der bliver ellers smagt en masse spændende vine for tiden, og efter at være flyttet fra kollegiet til en “rigtig” lejlighed er der også blevet plads til en 112-flaskers vinreol, der så småt er ved at være fyldt op.

Nå, til sagen! Det er sjældent jeg køber vine i grænsebutikkerne, selvom jeg bor lige i nabolaget. Der er ganske enkelt for meget bras imellem til at jeg gider tage chancen. (Det sker dog man kan gøre ret fornuftige køb - f.eks. Bellingham’s Pinotage til 200 kr. for 6 flasker. Fin fin til den pris).
Fleggard havde pludselig vine fra Barone Ricasoli på hylderne. For nogle måneder siden prøvede jeg en enkelt flaske af deres Chianti Brolio og fandt den eminent lækker, så da der pludselig stod “Formulæ” til 50 kroner og “Rocca Guicciarda” til 90 kroner (god pris) blev jeg nysgerrig og købte en af hver. Formulæ sagde mig intet trods et utal af “Super til prisen”-prædikater på internettet, og jeg nåede aldrig at få smagt den sidste inden Fleggaard pludselig fik en hjerneblødning og solgte 3 Rocca Guicciarda for 100 kroner. Holy fuck. Jeg mindedes en tur i Netto sidste år, hvor jeg kun turde købe 2 San Felice Poggio Rosso til 99 kr. stykker fordi jeg ikke havde smagt den (det lykkedes dog at finde yderligere 6 i en anden filial efter den var smagt). Derfor nuppede jeg 3 kasser Rocca Guicciarda - en til brormand og to til mig selv. Efter at have smagt den, ringede jeg rundt til samtlige Fleggaard-butikker for at høre om de havde flere, og det lykkedes at finde 2 kasser mere.

Den er nemlig rigtig god!
Det er ikke nogen særlig kompleks vin, men den er kraftig, smager som en traditionel Riserva (Ricasolis hjemmeside siger en kombination af små og store fade, jeg kan blot konstatere at Brolio’s overmodne Barrique-islæt ikke er at finde her), og er fremfor alt rigtig meget Sangiovese og rigtig meget Toscana.
Prøv den til en gang godt krydret tomat-et-eller-andet med et ordentligt skud hvidløg. Den skal nok svare igen!

Mørk i smagen, en del lakrids, og fornemt lang eftersmag af både omtalte lakrids og essensen af denne ædle Sangiovese-drue. To flasker er nu drukket, og har fremkaldt utallige “Mmmm-med-lukkede-øjne”-udbrud.

Hil Fleggaard, jeg køber ekstra M&M’s hos jer næste gang for at sige tak for dette fantastiske tilbud - og tak for at I gad pille de sidste 12 flasker af hylden og gemme dem til mig.

Prisvurdering: 130 kroner.
Betalt: 33 kroner.
Købt hos: Fleggaard

Men… hvad er det her for noget? Det er ikke nogen dårlig vin, men det smager overhovedet ikke som Chianti. Duft er heller ikke noget jeg normalt går op i, men det dufter heller ikke som Chianti. Det dufter fuldstændig som et-eller-andet fra Chile. Småsprittet og af solbær. Om den er lagret på ultrasmå fade, om druesammensætningen er anderledes end hvad jeg er vant til vides ikke… men den minder mig hverken om Toscana eller Sangiovese i det hele taget. Den dur ikke engang til pizza. Øv.

Der er god syre i den og en småbitter smag af kirsebærsten (eller lignende), men det er som om man ikke kan lokke mere ud af den end det…. som om den ikke vil afsløre noget om sig selv overhovedet, og bliver således ligegyldig og - selvom den sådan set er ganske pæn - røvkedelig.

Når værdien af flaskens indhold skal vurderes, afhænger det helt af, om den skal vurderes som en eller anden vin eller som Chianti. Jeg er mobset i dag, så vurderingen bunder i, at jeg har købt en Chianti (ellers ville tilbudsprisen have været fair).

Vurdering: 35 kr.
Købt hos: SuperBest

Vurdering: 110 kroner.
Købt hos: Superiore.de

Et besøg hos “Osten” i Sønderborg - min lokale ostedame, der altid har en god ost og et godt råd på lager gav:
1 stykke Taleggio, 1 stykke spansk røget fast ost (har glemt navnet), 1 bøtte soltørrede sorte oliven og 2 blommer. Prisen inkl. smagsprøver og hyggesnak var lavere end en margherita fra den lokale pizzapusher.

Vinen, købt efter at have smagt Bibbianos Riserva, passede perfekt til tilbehøret (jaja, det var en frokost, men maden var til for vinens skyld, ikke omvendt) og havde dermed de rette betingelser for at overbevise mig om, at det ikke kun var Bibbianos dyreste, der var værd at drikke.

De 36 kroners forskel til storebroderen er tydelige at smage, men uden at det som sådan gør vinen dårligere, bare anderledes. Den dybe smag, skiftende fra sød til tør og kraftig er væk. Denne er derimod frisk (bevares, med en vis tørhed som der bør være) og ligetil. For mig at se en hygge-vin hvadenten det er til frokost, spaghetti eller sludder i sofaen efter maden, og ikke en bøf-vin.
Den har lige præcis det jeg elsker ved Chiantier - nem at gå til og frisk uden nogensinde at blive kedelig. Sammen med osten og de lækre oliven henføres man til gastronomisk nydelse i en serie af små mentale orgasmer og glemmer for en kort stund, at man har betalt 99 kroner, for en vin der er “frisk og nem at gå til”.

Og det er både det gode og dårlige ved denne Chianti; Den var hver en krone værd, men det er frokosten som helhed man husker, ikke vinen i sig selv.

En ny flaske er købt - næste gang inviteres vennerne med lørdag eftermiddag, så kan hele flasken også forsvinde på een gang. Det var hårdt at gemme en halv flaske til om aftenen, men der er vel grænser for selv en ungkarls frokostpimperi.

Vurdering: 75 kroner.
Købt hos: Wohlenberg

Efter at have eksperimenteret meget med især Primitivo- og Sangiovesedruen mente jeg det var tid til en Merlot igen. Til 99 kroner var forventningerne store, men som sædvanlig når jeg bevæger mig væk fra de kære italienere blev jeg skuffet. Som mange billige Merloter smager den af blomme-agtig overmoden frugt - og der er nærmest et hul i den lidt ukomplette smag. Ikke ubehagelig på nogen måde, men den bliver aldrig interessant. Til aftensmaden harmonerede den overhovedet ikke, svingede derimod godt til den blåskimmelosten, som jeg selvfølgelig ikke har navnet på.

Rystes den godt rundt i munden viser den en god kraft og behagelig lakridssmag - måske den skulle have haft lidt luft?

Havde jeg købt 6 flasker for 100 i en grænsebutik havde jeg været glad, men til 99 kroner forventer jeg et smil, og det kom aldrig.

Vurdering: 40 kroner.
Købt hos Wohlenberg